International børneteaterfestival i København
SpringFestival løber af stablen fra 14. til 21. maj 2014 på Amager Kulturpunkt i København og på udvalgte steder rundt i Hovedstads- og Øresundsregionen.
I otte dage omdanner vi ZeBU:, BETA, Amager Bio og hele Amager Kulturpunkt til et mekka for teater, dans, ny-cirkus og andre former for scenekunst, der henvender sig til børn og unge. Det bliver otte vilde dage for alle børn og unge – og deres voksne. Selvom Amager Kulturpunkt er festivalens hovedkvarter, så vil festivalen brede sig ud over hele Region Hovedstaden og Øresundsregionen.
Med SpringFestival 2014 ønsker vi at præsentere en bred vifte af genrer indenfor moderne scenekunst for børn og unge: tekstbaserede forestillinger, danseforestillinger, musik-teaterforestillinger, performanceteater, dukketeater og produktioner, der udnytter de elektroniske medier.
Danmark er berømt for sit børneteater, der er enestående på verdensplan. Men der laves også fantastisk teater for børn og unge i udlandet, som det danske publikum desværre sjældent har mulighed for at opleve. SpringFestival viser det bedste fra ind- og udland.
SpringFestival 2014 arrangeres af ZeBU i samarbejde med Amager Kulturpunkt og Børnekulturhuset.